Match report #2: GFA U11 - Lyngby BK U12

GFA U11 - Lyngby BK U12

Søndag bød GFA U11 Lyngby BK U12 velkommen på Gentofte Sportspark til 8v8. Vi har tidligere haft fantastiske opgør med Lyngbys meget dygtige U12 drenge, hvor resultatet i de sidste par møder er faldet ud til begge parter. Læs mere om trænernes syn på dagens kamp aktivitet her:

Det var en hæsblæsende affære på Gentofte Sportspark mellem to velspillende mandskaber – kan du sætte nogle ord på kampen?

”En fantastisk intensitetsfuld kamp mellem to meget dygtige mandskaber. Vi vidste, at Lyngby BK U12 ville have dygtige individualister på nærmest alle pladser, og at det ville kræve, at vi spillede op til vores ypperste, hvis vi skulle være i stand til at være med på det her niveau.”

I starter 1. halvleg som lyn og torden – var det helt bevidst eller havde drengene bare krudt i røven?

”Drengene skal have den største ros for den måde de møder kampen på. Vi vidste, at vi var nødt til at være 100% tilstede, hvis vi ikke skulle blive løbet over ende af et utroligt fysisk og teknisk stærkt mandskab. Vi er i særdeleshed begejstrede over, hvor hurtigt vi formår at genkende, hvorhenne på banen at der er plads, som vi kan udnytte.

Lyngby BK U12 har mange målfarlige spillere på de forreste positioner – hvad var jeres indgangsvinkel i forhold til at holde dem fra fadet?

Vi vidste godt, at det ville være stort set umuligt at holde dem nede i alle 60 minutter, men vi opdagede hurtigt i løbet af 1. halvleg, at det mest afgørende var at sikre, at Lyngbys centrale spillere ikke blev retvendt inde i midten eller fik lov til at komme op i fart – dér er de simpelthen mega giftige. Vi lykkedes rigtig godt med at sidde tæt på dem og komme først på de bolde, som blev spillet i banens længderetning.  

Hvordan ser I kampens billede ift. de givne fokuspunkter som blev italesat inden startfløjtet?

I det store hele er vi ganske tilfreds med at vi formår at genkende, hvor Lyngby efterlod plads på banen. Vi lykkes med at spille udenom- og væk fra Lyngbys pres med et højt boldtempo og kvalitet i boldomgangen. Vi får iscenesat vores kanter 1v1, og hæfter os ved dygtigt udfordringsspil fra disse kampen igennem.

I faser af kampen kan vi være endnu dygtigere til at omstille os, når Lyngby lykkes med at lukke de rum vi udnytter, og her formår vi ikke at finde vores centrale spillere nok i spilopbygningen, hvorfor vi i disse faser har sværere ved at spille os ud af Lyngbys pres.

Resultat: GFA U11 - Lyngby BK U12 6-4